August Schiøtt

Tidligt liv, familie og uddannelse

August Schiøtt trådte ind i verden i Helsingør, Danmark, født af Heinrich Erpecum Schiøtt og Anna Sophie Marie Fleron. Hans far tjente som toldembedsmand, hvilket lagde et stabilt fundament for en ung mand, hvis hang i sidste ende ville føre ham væk fra det administrative liv og mod stræben efter skøn kunst. Efter at have afsluttet sin skolegang i København, søgte August Schiøtt at forædle sine naturlige talenter inden for Det Kongelige Danske Kunstakademis mure. Hans tid på Akademiet var præget af en rolig og stødig fremgang snarere end pludselig akademisk genialitet, men det gav ham den nødvendige disciplin, som kræves for et professionelt liv inden for malerkunsten.

I sine formative år på Akademiet tilbragte han meget af sin tid i gips-skolen. Her lærte han formens grundlæggende sprog ved at tegne efter klassiske skulpturer, en praksis der forankrede hans forståelse for lys og skygge. Denne stringente træning blev yderligere beriget af hans tid som privat elev hos Christoffer Wilhelm Eckersberg. Under sådan vejledning begyndte den unge maler at udvikle den tekniske præcision, som skulle definere hans senere karriere. Da han afsluttede sine studier, havde han allerede begyndt at teste sine evner ved at skabe sit første portræt af et barn i 1844, to år før sin formelle dimission fra Akademiet.

Portrættering og kongelige bestillinger

Kunstneren fandt sit sande kald i ansigterne på andre mennesker, hvor han udviklede en sikker hånd, der med tiden ville føre ham ind i Danmarks mest prestigefyldte cirkler. Han var en fast bestanddel af Charlottenborg Forårsudstilling, hvor han præsenterede over 150 portrætter for offentligheden. Hans evne til at indfange sine subjekters sande lighed sikrede ham monarkiets tillid. Han malede den kongelige familie ved flere lejligheder, herunder tre portrætter af Caroline Amalie af Augustenburg. Hans pensel mødte også ligheden hos Prins Ferdinand, Prinsesse Caroline og den unge Prins Christian, som senere ville bestige tronen som konge.

Bag paladsets mure voksede hans ry gennem skildringer af adelen og sin tids indflydelsesrige skikkelser. Han indfangede karakteren hos Baron Carl Frederik Blixen-Finecke, en mand der ville blive svigerfar til forfatteren Karen Blixen. Hans talent for at indfange menneskelig tilstedeværelse strakte sig til militæret og den intellektuelle elite, hvilket ses i hans portrætter af General Gerhard Christoph von Krogh og historiemaleren J.L. Lund. Disse bestillinger afspejlede en mand, der bevægede sig ubesværet mellem den formelle portrætkunsts rigide krav og den intime studium af det enkelte menneskes karakter.

Kunstnerisk stil og motivverden

Hans penselstrøg bevægede sig med en forfinet realisme, der stræbte efter at indfange sine subjekters sande essens. Selvom han besad den tekniske dygtighed til at skildre adelens værdighed, fandt han en særlig ynde i livets simplere øjeblikke. Han blev kendt for sine naturalistiske fremstillinger af legende børn, hvor han med et følsomt touch indfangede deres uskyld. Denne evne til at iagttage verden tæt på gjorde det muligt for ham at bevæge sig ud over det blot lighedstegnede og i stedet finde sjælen bag formen.

Ud over hjemmets stilhed rettede han sin opmærksomhed mod mere dybsindige og dramatiske temaer. Han komponerede adskillige figurkompositioner, herunder den højtidelige Kristus i Getsemane, som demonstrerede hans evne til at håndtere tunge, spirituelle fortællinger. Han fandt også interesse i det jævne folks daglige kampe og glæder, idet han malede genrebilleder af bondelivet, der afspejlede sin tids sociale væv. Hans nysgerrighed var ikke begrænset til Danmarks velkendte landskaber; da han rejste til Sydeuropa, Egypten og Palæstina, fyldte han sine skitsebøger med lyset og menneskene fra disse fjerne lande.

• Kong Wermund med sin søn Offa
• Kristus i Getsemane
• Spielende Kinder im Wald
• Motiv fra Aas
• Badende Babys at Aalsgaard

De senere år og døden

Som årene gik, voksede Schiøtts anseelse inden for den danske kunstverden støt og roligt. Hans talent og dedikation blev anerkendt af Akademiet, som udnævnte ham til medlem i 1854. Denne professionelle opstigning fortsatte gennem årtierne og førte til hans udnævnelse som titular professor i 1866. Sådanne æresbevisninger afspejlede et liv, der var dybt forankret i den akademiske og sociale struktur i nationens kunstneriske liv.

I 1880 modtog han Dannebrogordenen, en distinction, der markerede hans høje status i kronens øjne. Hans senere år var præget af en vedvarende tilstedeværelse i offentlighedens søgelys, selvom hans fokus indimellem skiftede mod de skitser, han skabte under sine rejser til Sydeuropa, Egypten og Palæstina. Han forblev en betydningsfuld skikkelse indtil sin bortgang i 1895 i Hellebæk. Han blev stedt til hvile på Garnisons Kirkegård i København og efterlod sig en arv, der også omfattede hans datter, Elisabeth Schiøtt, som fulgte i hans fodspor ind i malerkunsten.