Nogen har efterladt et stykke aluminiumsstrimmel liggende hen over receptionsdisken, upoleret, mere som en arbejdssample end som et udstillingsobjekt, og galleriværten har ikke flyttet det i den time, jeg har været her. Det har en vægt, jeg ikke havde forventet. Løfter man det, er det koldere end guldet to rum tilbage, og lettere, og det ønsker ikke dine fingeraftryk på samme måde som forgyldning gør — tørrer man det af, er mærket væk, uden rød bolus nedenunder, der venter på at træde frem, ingen historie der skal forstyrres. Jeg lægger det præcis, hvor jeg fandt det, aluminiummet tikker svagt mod diskens marmor, og går videre.
Rummet, hvor guldet stopper, gør ikke noget stort ud af det. Intet manifest på væggen, selvom der kunne have været et. Bare en korridor, så et rum, hvor listerne bliver smallere, og endnu smallere, indtil der i det tredje rum slet ikke er nogen lister — et lærred fortsætter blot rundt om sin egen blindramme og stopper, med rette kanter, hæfteklammer synlige, hvis man kigger på bagsiden, hvilket ingen i dette rum gør, fordi hele pointen er forsiden. Et sted mellem disse rum er der, hvor Kline og Motherwell opsøgte en rammebygger ved navn Kulicke og sagde ham, mere eller mindre, at han skulle træde til — og han byggede dem en svejst aluminiumsstrimmel, bestilt af museet i '56 til udstillinger, der skulle rejse, uden synlig samling i hjørnet, fordi en samling er noget, man lægger mærke til, og at lægge mærke til var præcis det, de ikke længere ønskede. Det blev standarden. Halvdelen af rammerne i denne fløj er stadig, i ånden, den ramme.
Jeg bliver længst stående ved et lærred uden nogen form for ramme — et tryk, indrammet i rullen, med kanter afsluttet i hvidt, ophængt et par centimeter ud fra væggen på en ophængsskinne, man ikke kan se. Tæt på er den hvide kant ikke maling, det er selve underlaget, hvor billedet blot stopper og en ren margen overtager, affaset i hjørnet så præcist, at der ikke er nogen samling at finde med en tommelfinger, i modsætning til den forgyldte ramme i den anden fløj, hvor samlingen var halvdelen af fornøjelsen. Kør en hånd langs den øverste kant, og der er et blødt eftergivenhed, hvor lærredet møder blindrammen nedenunder, trommet stramt alle andre steder. Bag det, mellem lærred og væg, en skygge omkring en centimeter dyb, der gør i stilhed det, som aluminiumsstrimlen plejede at gøre højlydt — fortæller dig, at objektet er en selvstændig ting, svævende, ikke limet til pudset, ikke en fortsættelse af rummet. Ingen passepartout. Intet glas. Intet mellem dig og overfladen andet end luft og galleriets klimaanlæg, der nynner et sted inde i væggen.
Der er en lugt af opløsningsmiddel, som ikke hører til dette rum, der driver ind fra hvor som helst de forbereder den næste udstilling, og det sender mig tilbage — ikke ubehageligt, bare pludseligt — til en vens svejseværksted for år tilbage, gnister der landede på betonen, ham der byggede en ramme præcis som den to rum væk til en udstilling, der åbnede tre dage for sent og endte med at se ud som om, det ikke havde taget nogen tid overhovedet, hvilket var hele tricket. Ornamentik fortæller dig, hvor lang tid noget har taget. Fraværet af det er meningen, at det ikke skal fortælle dig noget, og det ikke-fortællende er sin egen form for arbejde, som regel mere af det, blot bedre skjult.
Hvilket er den flade del af det, udtalt én gang: på mættet, grafisk, kant-til-kant farve tilføjer dekoration ikke nærvær, den stjæler det — en dristig flad hvid eller en dristig flad sort udfører mere arbejde ved at stå stille, end noget udskåret akantusblad kunne præstere her, og guld i dette rum læses som en fejl, ikke et valg.
Det sidste rum før udgangen er næsten tomt — ét lærred, uindrammet, lænet frem for ophængt, og en vagt der tjekker sin telefon ved branddøren, regnen fra tidligere er nu blot en våd glans på fortovet, synlig gennem glasset bag hende, hele bygningen udånder mod lukketid.
Tre ting folk spørger mig om, i rummene efter guldet er lagt væk
Hvordan indrammer jeg et pop art-print?
Tyndt, eller slet ikke. En slank hvid kant, der lader de mættede farver råbe højest, eller en slank sort kant, hvis værket ønsker kontrast frem for forstærkning — fem centimeter er i denne stilart allerede gavmildt, og alt, hvad der er tekstureret, patineret eller af guld, er et fremmedlegeme, der er kastet ind i et rum, som er skabt til at ekskludere det. På papir er en bred passepartout et legitimt pop-greb — den fungerer som et andet farvefelt snarere end blot en afstandsholder. På lærred bør du springe rammen over og lade opslagningen (gallery wrap) gøre arbejdet; den har som regel allerede en holdning til sine egne kanter.
Har lærredsprint overhovedet brug for en ramme?
Nej. Et gallery wrap — hvor billedet eller en ren farve fortsætter rundt om blindrammens sider — er et komplet objekt i sig selv, og det er netop det rum, denne tekst lige har bevæget sig igennem. Hvis du ønsker fornemmelsen af en ramme uden selve objektet, kan du bruge en svæveramme (float mount): den griber om blindrammen bagfra, efterlader en skyggefuge på omkring en centimeter og får lærredet til at fremstå svævende snarere end indrammet.
Hvad er egentlig forskellen på en svæveramme og en shadow box?
En svæveramme er åben foran — intet glas, lærredet er eksponeret, og mellemrummet udfører alt det visuelle arbejde. En shadow box er det modsatte instinkt i samme silhuet: den er bag glas, dybere og bygget til at rumme noget tredimensionelt bag glasset frem for at lade en flad overflade ånde. Spørg dig selv, hvad der skal beskyttes. Hvis svaret er ingenting, så ønsker du en svæveramme.
Historisk konvention og prissætning
Historisk konvention, kort fortalt:
- Modernisme/Bauhaus (1910–19lag45): ornament fjernet; rammen bliver en grænselinje snarere end en begivenhed. Flad hvid, flad sort, lyst træ, 4–5 cm.
- Abstrakt ekspressionisme (1945–1970): Robert Kulickes svejsede aluminiumsramme, bestilt af MoMA i 1956 til vandreudstillinger — ingen synlig hjørneforbindelse. Kline og Motherwell pressede ham mod rammer, der var tynde nok til at forsvinde; han designede også en Lucite-ramme til MoMA's fotografikollektion.
- Pop Art (1955–1975): uden ramme, eller den tyndest mulige grænse — ren hvid for at lade mættede farver træde frem, ren sort for kontrast; akryl-face-mounting tilføjer dybde til flad farve uden at tilføje ornamentik.
- Minimalisme/samtidig abstraktion (1965–): float-rammen bliver standarden for lærred og panel — holdes bagfra, skyggedistance, intet der overlapper billedet.
- Samtidig fotografi: tynd sort ramme, generøs hvid passepartout, bevidst fravær af design, så intet konkurrerer med billedet.
- Street art/urban contemporary (1980–): ingen nedarvet konvention — råt uindrammet lærred eller skarpt kantet box/akryl face-mount, intet mellemvej.
Katalog-mapping (BuyPopArt priser, 50×70 cm, fragt inkluderet):
- Hvid minimalistisk —
P118B— $224 - Sort moderne —
P118H— $224 - Hvidkantet lærreds-wrap (uden ramme) —
WhiteWrap— $122 - Blurred-edge wrap —
BlurSideWrap— $122 - Extended/gallery wrap, billedet fortsætter på siderne —
ExtendedWrap— $122 - Rullet, uden ramme —
NoFrame— $0
Konkurrent-baseline: IKEA sort eller hvid ramme, sammenlignelig størrelse, $29.99–49.99, ingen float-mulighed, intet wrap-produkt — det ærlige bundniveau for alle, der ikke køber en ramme, som skal kunne holde en specifik lærredskonstruktion.
Relateret på ArtsDot.com
- Vil du se den gestus, der gjorde den svejsede stribe nødvendig til at begynde med? Stil dig foran en Mark Rothko-reproduktion og se en ramme forsøge, og fejle, i at konkurrere med den.
- Den anden halvdel af aluminiumsstrimens historie er en trykkultur, der havde brug for det stik modsatte — Andy Warhol-kanonen, som stadig er det bedste argument for at hænge farve op uden nogen form for pynt.
- Hvis Kulicke er et navn, du har lyst til at udforske nærmere, er hans egen katalogside et besøg værd: Robert Kulicke.
- Rummet jeg i bund og grund gik igennem baglæns: en komplet guide til de ti definerende mesterværker inden for abstrakt ekspressionisme, gestus først, rammen som et fjernt andetvalg.
- For pop-delen af korridoren argumenterer de ti pop art-mesterværker, der ændrede kunsthistorien for altid, bedre for en tynd hvid kant, end jeg kan.
- Er du nysgerrig på, hvor den svævende rammelogi stammer fra institutionelt? MoMA's egen side er kilden til det meste af dette essay.
- Og hvis minimalismen er destinationen snarere end blot et stop, er dette det mere omfattende kort: Minimalismens udvikling og vedvarende indflydelse.
Kilder
Artforums nekrolog over Robert Kulicke; A Street Frames, "The Ubiquitous Metal Section Frame and its True Inventor"; Tribeca Printworks, "What is a Floater Frame?"; ArtisanHD om akryl-svæverammer; Jose Art Gallery, "How to Frame Art Like a Pro." Rammekoder og priser fra BuyPopArts egen katalog.
