Vincent Van Gogh

Livet til Vincent Willem Van Gogh

Vincent Willem Van Gogh blev født den 30. marts 1853 i Zundert, Holland. Han var den ældste af seks børn født af Theodorus og Anna Carbentus. Hans ankomst fulgte efter en dødfødt bror ved navn Vincent, født præcis et år tidligere. Familien boede i Brabant-regionen, hvor landskabet og det landlige livs stille rytmer satte deres præg på hans tidlige år. Hans bror Theo blev født den 1. maj 1857, og deres forbindelse ville forblive en konstant gennem de mange breve, de udvekslede gennem årene.

Hans liv var præget af en søgen efter et sted, hvor han kunne høre til. Han bevægede sig gennem forskellige roller, fra at arbejde i kunstgallerier til at tjene som missionær, før han endelig vendte sig mod lærredet. Denne vej var ikke let. Han stod over for perioder med dyb isolation og mentale kampe, der kastede skygger over hans arbejde. Han bevægede sig til sidst gennem lyset i det sydlige Frankrig og stilheden i Saint-Rémy, før hans liv sluttede i Auvers-sur-Oise, Frankrig. Han døde den 29. juli 1890, i en alder af 37 år, efter et selvforskyldt skud i brystet.

Tidlige år, familie og dannelse

I den stille landsby Zundert i Brabant-regionen blev Vincent Willem Van Gogh født. Han var den anden søn af Theodorus van Gogh, en protestantisk præst, og Anna Carbentus. Hans familieliv blev formet af landsbyens rytmer og de hyppige vandringer gennem det omkringliggende landskab. Som ellevenårig blev han sendt væk til en kostskole i Zevenbergen, men oplevelsen blev svær og ulykkelig for ham. Da han var tretten, flyttede han til Tilburg for at gå i skole, selvom han forlod institutionen halvvejs gennem sit andet skoleår af årsager, der stadig er ukendte.

Hans professionelle liv tog sin begyndelse gennem sin onkels forbindelser. Som sekstenårig startede han som lærling i Goupil & Cie-afdelingen i Haag. Denne rolle bragte ham i konstant kontakt med andre kunstneres værker. I 1873 flyttede han til Goupil & Cie's afdeling i London, hvor han blev boende indtil maj 1875. Hans arbejde førte ham dybere ind i kunsthandelens hjerte, da han i maj 1875 flyttede til firmaets afdeling i Paris. Han blev i Paris indtil april 1876. I disse år opretholdt han en voksende korrespondance med sin yngre bror, Theo, som også arbejdede inden for Goupil & Cie-netværket.

Søgen efter et formål

Før penslerne og de tunge oliefarver kom ind i billedet, var der en lang periode præget af en intens søgen efter en plads i verden. Han bevægede sig gennem vidt forskellige liv, hvor han testede mange roller for at se, om en af dem kunne give fodfæste. Han brugte tid som kunsthandler og arbejdede dybt inde i handelsverdenen, og senere forsøgte han sig som lærer. Disse år var mærket af en rastløs bevægelse fra ét kald til et andet, i en evig jagt på en retning, som forblev uden for hans rækkevidde.

I England arbejdede han som sproglærer og lægprædikant. Denne periode med religiøs søgen førte ham til Borinage-regionen i Belgien i løbet af vinteren 1879–80. Her levede han blandt folket som evangelist i et forsøg på at tjene et fællesskab gennem sin tro. Han gennemlevede et liv præget af ensomhed og kamp i disse år, hvor han ofte måtte bære vægten af sin egen overbevisning og de barske kår i sine omgivelser.

Det var først, da han var 27 år gammel, at han endeligt rettede alt sit fokus mod maleriet. Denne beslutning kom efter mange års søgen gennem andre erhverv, herunder hans tid som missionær. Han begyndte at mestre sit håndværk med en sen start, idet han bevægede sig væk fra rollerne som lærer og prædikant for i stedet at finde ro i kunstnerens liv.

Paris-perioden og den kunstneriske opvågnen

I 1886 ændrede flytningen til Paris fundamentalt hans måde at betragte lys og farve på. Storbyen bragte ham i direkte kontakt med impressionismen og postimpressionismen, hvilket skiftede hans fokus væk fra de mørke, tunge toner fra hans tidligere år. Han brugte tid på at opsuge teknikkerne fra mestre som Monet, Renoir og Pissarro, og hans palet begyndte gradvist at lyse op. De dæmpede, jordagtige farver fra hans tid i Nederlandene veg pladsen for en helt ny måde at se verden på gennem lysets spil og penselstrøgenes dynamik.

Han bevægede sig gennem avantgardens kredse og mødte skikkelser som Émile Bernard og Paul Gauguin. Disse møder var ikke blot sociale begivenheder; de var en del af en konstant udveksling af idéer om, hvordan man bedst repræsenterer verden på en flad overflade. Han studerede de dristige konturer og de flade farveflader, man finder i japanske træsnit, som han indsamlede sammen med sin bror Theo. Denne periode var præget af en hurtig teknisk udvikling, hvor hans penselstrøg blev løsere, og hans farvevalg blev mere direkte og kompromisløse.

• Skull with Burning Cigarette (1886)
• Le Moulin de la Galette (1886)

Den kreative eksplosion i Arles

Flytningen til Arles i 1888 bragte en radikal forandring i lyset. Den sydfranske sol syntes at antænde hans farvepalet og indledte en periode med en intens kreativ produktion. Han påførte malingen i tykke lag med en impasto-teknik, der skabte en tekstureret overflade og gav lærredet en næsten skulpturel kvalitet. Dette var solsikkernes tid, hvor han arbejdede på adskillige versioner af blomster i en vase, samt de dybe studier af natcaféen. Farverne blev mere mættede og bevægede sig væk fra de dæmpede og melankolske toner, der havde præget hans tidligere år.

I sin søgen efter et fællesskab for kunstnere inviterede han Paul Gauguin til at slutte sig til ham i Arles. Hans store håb var at etablere en utopisk koloni, hvor malere kunne leve og skabe kunst side om side. Denne periode med samarbejde var dog præget af dyb spænding. En dramatisk konfrontation mellem de to mænd endte i sidste ende med, at Vincent Van Gogh lemlækkede sit eget øre. Denne skæbnesvangre begivenhed markerede et vendepunkt i hans mentale tilstand og førte til en periode med indlæggelse på institution.

• Solsikker (1888)
• Natcaféen (1888)
• Stjernenat over Rhône (1888)

De senere år i Saint-Rémy og Auvers

Efter sin tid i Arles søgte Vincent Van Gogh mod et asyl i Saint-Rémy. I denne skæbnesvangre periode rettede han sit intense blik mod de omkringliggende landskaber og indfangede himlens og jordens evige bevægelse i mesterværker som Stjernekort. Penselstrøgene i disse værker bærer en rytmisk, hvirvlende energi, der spejler det levende miljø, han observerede fra sit vindue. Han fortsatte med at male med en utrolig flid og fandt en måde at oversætte de spændinger, der omgav ham, direkte over på lærredet.

Han flyttede til sidst til Auvers-sur-Oise, hvor han blev passet af Dr. Paul Gachet. Denne sidste periode var præget af en vedvarende stræben efter at indfange lyset og de vidstrakte marker i det franske landskab. Men de indre kampe forblev uophørlige. Den 29. juli 1890, i en alder af kun 37 år, gik Vincent Van Gogh bort i Auvers-sur-Oise, Frankrig, efter et selvforskyldt skud i brystet.

• Stjernekort
• Hvedemark med ravne
• Kirken i Auvers
• Sørgelig gammel mand

Teknik og kunstnerisk stil

Malingen på lærredet ligger ofte i tykke, tunge riller. Denne impasto-teknik betyder, at penselstrøgene ikke blot er farvemarkeringer, men fysiske lag, der fanger lyset. Han påførte oliemalingen med en følelse af hastværk og skabte en tekstureret overflade, der føles rastløs. Disse spor er ofte impulsive og dramatiske og følger motivets bevægelse snarere end en skitseagtig strenghed. Han stræbte ikke efter en fotografisk lighed med verden; i stedet brugte han farve og form til at kommunikere en subjektiv oplevelse, hvor følelsens intensitet blev prioriteret over scenens objektive virkelighed.

Hans palet ændrede sig i takt med, at hans metoder udviklede sig. Han bevægede sig væk fra de dæmpede, jordagtige toner fra sine tidlige år mod en brug af dristige, mættede farver. Dette var delvist drevet af hans interesse for japanske træsnit, såsom dem af Hiroshige. Fra disse tryk lærte han at bruge flade farveflader og markante beskæringer. Han adopterede også brugen af dristige konturer og usædvanlige perspektiver. Denne indflydelse hjalp ham med at bevæge sig mod en stil, hvor farven blev brugt til at udtrykke indre tilstande frem for blot at beskrive det naturlige lys i et landskab.

• The Potato Eaters (1885)
• Sunflowers (1888)
• Starry Night (1889)
• Irises (1889)

Vigtige værker og mesterværker

I 1885 sad han foran de tunge, mørke toner fra det hollandske landskab og skabte Kartoffelspiserne. Malingen er her påført i tykke lag, hvilket fanger de grove teksturer i lertøjet og de trætte ansigter hos dem, der er samlet omkring bordet. Det er en undersøgelse af jord og skygge, hvor lyset synes at kæmpe mod mørket i rummet. Denne periode viser en mand, der betragter det hårde manuelle arbejde med et intenst blik, og som bruger en dyster palet til at afspejle arbejderklassens liv.

Lyset ændrede sig, da han flyttede mod syd. I 1888 rettede han sin opmærksomhed mod Solsikker-serien, hvor han arbejdede på flere versioner til at dekorere et rum i Arles. Disse lærreder benytter en kraftig impasto-teknik, hvor malingen påføres så tykt, at den skaber sin egen fysiske relief. De gule farver er klare og direkte, påført med en rytmisk energi, der får kronbladene til at føles, som om de stadig er i bevægelse. Dette var en tid præget af intens farveglæde, som et brud med de dæmpede brune nuancer fra hans tidligere år.

Omkring 1889 havde hans penselstrøg fået en hvirvlende, rastløs kvalitet. Stjernenat viser denne bevægelse gennem dybe blå farver og pulserende gule nuancer, hvilket skaber en himmel, der føles levende og i konstant bevægelse. Senere, i 1890, malede han Kirken i Auvers, hvor han indfangede landsbyens arkitektur under en vidstrakt, åben himmel. Hans sidste værker afspejlede ofte det landskab, der omgav ham, hvad enten det var hvedemarkerne eller de stille hjørner af en landsby, altid præget af den samme synlige og tunge påføring af oliemaling.

• Kartoffelspiserne (1885)
• Solsikker-serien (1888)
• Stjernenat (1889)
• Kirken i Auvers (1890)

Arv og vedvarende indflydelse

Tyngden af hans indflydelse blev tydelig i begyndelsen af det 20. århundrede. Hans tilgang til farve og form var med til at bane vejen for ekspressionismen ved at bevæge kunsten væk fra nødvendigheden af at spejle den fysiske verden. I stedet skiftede fokus mod det indre; lærredet blev et redskab til at kommunikere det følte frem for blot det sete. Dette skift ændrede fundamentalt, hvordan mange kunstnere tilgik deres arbejde, idet den enkeltes subjektive oplevelse blev prioriteret over den objektive gengivelse.

Meget af det, vi ved om hans værk i dag, skyldes Johanna van Gogh-Bongers utrættelige indsats. Efter hans død arbejdede hun målrettet på at sikre, at hans malerier blev set og forstået. Hun administrerede hans efterladenskaber og fremmede hans kunst, hvilket hjalp hans ry med at vokse langt ud over den lille cirkel af mennesker, der kendte ham i hans levetid. Uden hendes dedikation kunne omfanget af hans produktion være forblevet skjult i private samlinger eller glemt i skyggen af hans personlige kampe.

Han huskes ofte som en tragisk skikkelse, en mand hvis liv var præget af psykisk sygdom og fattigdom. Denne opfattelse er blevet en integreret del af hans historie, og den overskygger ofte den tekniske disciplin, han udviste på sine lærreder. Hans fortælling forbliver uløseligt knyttet til spændingsfeltet mellem hans personlige lidelse og den intense, rytmiske energi, han efterlod sig i sine oliemalerier. Hans plads i kunsthistorien defineres netop af dette krydsfelt mellem et hårdt liv og en frugtbar, transformativ kunstnerisk arv.

Hvor man kan opleve værkerne i dag

For at opleve de fysiske spor af hans penselstrøg og mærke den tekstur, der definerer hans geni, kan man rejse til flere betydningsfulde samlinger. Kröller-Müller Museet i Otterlo rummer den største koncentration af hans værker med 143 genstande, der er bevaret her. Van Gogh Museet i Amsterdam følger tæt efter med 100 værker. Disse samlinger giver mulighed for et indgående blik på, hvordan hans stil transformerede sig fra de dæmpede, mørke toner i hans tidlige år til den tykke, ekspressive impasto-teknik i hans senere liv.

Andre betydningsfulde grupper af hans malerier findes i store internationale museer. Musée d'Orsay i Paris huser 22 værker. På den anden side af Atlanten besidder Metropolitan Museum of Art i New York 15 værker. Disse lokationer tilbyder vidt forskellige perspektiver på hans kunstneriske udvikling – fra hans tidlige skildringer af det jævne bondeliv til de hvirvlende, dramatiske himle fra hans sidste år.

• Kartoffelspiserne (1885)
• Solsikker (1888)
• Stjernenat (1889)
• Kirken i Auvers (1890)
• Hvedmark med ravne (1890)