Composition Håndmalet oliemalerie – standard- og specialstørrelser

Livet og identiteten bag Arshile Gorky

Arshile Gorky blev født som Vostanik Manoug Adoian den 15. april 1904 i Khorgom, Van, i Det Osmanniske Rige (det nuværende Tyrkiet). Hans tidlige eksistens var uløseligt knyttet til et navn og et sted, som han i sidste ende ville efterlade bag sig. Som han bevægede sig gennem livet, begyndte han at konstruere en ny persona – en genopfindelsesproces, der indebar at smide sin oprindelige identitet af sig. Han valgte navnet Arshile, en afledning af Achilleus, den akæiske helt fra Iliaden, og parrede det med efternavnet Gorky.

Dette skift fra Vostanik Manoug Adoian til Arshile Gorky var mere end blot en simpel ændring af betegnelser. Det var en måde at distancere sig fra sine rødder på og at rette sit liv mod en anden historie. Han eksperimenterede med forskellige stavemåder og navne, og søgte nogle gange mod den græske mytologi eller endda navne fra russiske forfattere i jagten på en følelse af tilhørsforhold, der føltes mere i overensstemmelse med hans ambitioner som maler. Denne konstante omformning af selvet blev en fundamental del af, hvordan han bevægede sig gennem verden.

Kunstnerisk uddannelse og de tidlige år

Overgangen fra fabriksarbejde til atelieret var drevet af en stille utilfredshed med det repetitive slid i det industrielle miljø. I søgen efter en anden livsvej tilmeldte han sig undervisning på New England School of Art. Hans kunstneriske praksis var dog ikke begrænset til klasseværelset; han tilbragte en stor del af sin tid på Museums of Fine Arts i Boston, hvor han studerede de gamle mestre. Disse timer brugt på at iagttage teknikkerne fra dem, der var gået forud for ham, var med til at forme hans tidlige forståelse for form og lys.

Hans tidlige malerier bærer præg af indflydelse fra impressionismen og postimpressionismen. Han arbejdede med en dæmpet palet og brugte tykke, lagdelte penselstrøg til at opbygge tekstur. I disse formative år var hans motiver de mennesker, der stod ham nærmest. Han brugte venner, familie og sit eget ansigt som modeller og forvandlede det velkendte til noget mere indadvendt og introspektivt. Et sådant tidligt værk, et selvportræt fra omkring 1923–24, benytter gestiske strøg til at definere ansigtets træk, med et særligt fokus på næseryggen og kraven, der hviler tungt på skuldrene.

• Selvportræt (1923–24)

Kunstnerisk udvikling og stil

Hans formative år blev brugt på at udforske strukturerne i kubismen og postimpressionismen. Disse tidlige eksperimenter tog ofte form af tætte, arkitektoniske kompositioner, hvor sammenflettede planer skabte en følelse af tyngde og orden. Men i takt med at hans pensel bevægede sig, begyndte disse stive stilladser at vige pladsen for noget mere flydende. Han bevægede sig mod et lyrisk visuelt sprog, hvor tykke, lagdelte penselstrøg og gesturale markeringer blev brugt til at opbygge lærredets overflade. Disse spor efterlod ofte konturerne af svævende, organiske former, der syntes at trække vejret inden for rammen.

Dette skift førte ham ind i surrealismens, automatismens og den biomorfe kunsts riger. Den kontrollerede geometri fra hans tidligere værker opløstes i ubestemte landskaber. Han benyttede tynde lasurer af pigment og dryp for at skabe former, der føltes både anatomiske og fuldstændig abstrakte. Disse former antyder ofte noget biologisk eller cellulært, der driver gennem rum mættet med minder. Hans senere tilgang, som bevægede sig væk fra genkendelige motiver, var med til at definere retningen for den abstrakte ekspressionisme.

• Nighttime, Enigma, and Nostalgia (omkring 1930–1934)
• The Liver is the Cock's Comb (1944)
• The Betrothal II (1947)

Værker og kunstneriske bedrifter

Arshile Gorkys penselstrøg følger ofte erindringens flygtige kanter. I The Artist with His Mother benytter han et barndomsfotografi som udgangspunkt og transformerer et personligt lighedstræk til noget langt mere flydende og drømmeagtigt. Denne tendens til at trække på fortiden er tydelig i Nighttime, Enigma, and Nostalgia-serien, skabt mellem 1930 og 1934. Disse værker bevæger sig væk fra den strenge repræsentation og læner sig i stedet ind i semi-abstrakte strukturer, der forener geometriske skeletter med håndtegnede konturer.

Omkring 1944 havde hans visuelle sprog ændret sig mod det biomorfe. The Liver is the Cock's Comb benytter hvirvlende linjer og tvetydige rum til at antyde en festlig, men dog urovækkende sammenkomst. Det er et værk præget af høj energi, hvor figurerne snarere opløses i dynamiske positurer end at forblive fuldt formede. På samme måde udforsker Waterfall, malet i 1943, det underbevidste gennem flydende linjer og blege blå nuancer. Værket fungerer som en personlig udforskning af traumer og hukommelse, hvor lasurer af farve antyder vandets bevægelse uden at ty til en bogstavelig afbildning.

Hans senere produktion fortsatte denne dybdegående undersøgelse af form og følelse. I 1947 skabte han The Betrothal II, et værk der opretholder spændingen mellem organiske former og psykologisk intensitet. Hans evne til at oversætte indre tilstande til disse ubestemte landskaber var med til at definere en helt ny måde at se på i det amerikanske maleri.

• The Artist with His Mother
• Nighttime, Enigma, and Nostalgia (1930–1934)
• Waterfall (1943)
• The Liver is the Cock's Comb (1944)
• The Betrothal II (1947)

Professionelle samarbejder og kunstneriske cirkler

I 1935 indgik Arshile Gorky en treårig kontrakt med Guild Art Gallery, hvilket markerede et afgørende vendepunkt i hans professionelle status. Det samme år var han blandt de første kunstnere, der blev ansat under Works Progress Administration Federal Art Project. Gennem dette program krydsede hans vej flere skikkelser, som senere skulle blive centrale i den amerikanske kunstscene. Han arbejdede side om side med navne som Alice Neel, Lee Krasner, Jackson Pollock og Mark Rothko.

Hans tilstedeværelse i disse kreative kredse hjalp med at bygge bro mellem forskellige tankegange og epoker. Han fungerede som et bindeled mellem de europæiske surrealistiske malere og den fremspirende amerikanske abstrakte ekspressionisme. Denne forbindelse var med til at oversætte den gamle verdens idéer til det nye sprog, der var ved at tage form i USA. Hans værker befandt sig i selve skæringspunktet mellem disse skiftende stilarter, hvor han forenede surrealisternes udforskning af det underbevidste med de abstrakte ekspressionisters gesturale frihed.

De sidste år og døden

De sidste år af Gorkys liv var præget af et pludseligt og tungt tab. I 1946 ødelagde en atelierbrand mange af hans malerier, hvilket slettede en betydelig del af hans fysiske livsværk. Dette tab fandt sted, netop som hans visuelle sprog fortsatte sin bevægelse mod mere flydende, organiske former. Han arbejdede gennem midten af 1940'erne og producerede værker som The Betrothal II i 1947, som afspejlede den vedvarende spænding mellem hans strukturerede fortid og en mere gestural, spontan fremtid.

Hans liv sluttede brat efter en bilulykke. Ulykken resulterede i et brækket nakke, hvilket førte til hans død den 21. juli 1948 i Sherman, Connecticut, USA. Han var kun 44 år gammel. Ulykkens uventede karakter efterlod hans kurs mod abstraktionen ufuldført og afbrød en periode med intens kreativ udvikling.

Arv og varig indflydelse

Tyngden af Arshile Gorkys indflydelse på den abstrakte ekspressionisme er fortsat mærkbar. Han fungerede som en bro, der forbandt de europæiske surrealistiske malere med den fremspirende amerikanske bevægelse. Hans evne til at oversætte minder og traumer til et nyt visuelt sprog var med til at bane vejen for de kunstnere, der fulgte i hans fodspor. Måden, han benyttede flydende linjer og organiske, biomorfe former på, tilbød en metode til at tale gennem abstraktion, som føltes dybt personlig snarere end blot formel.

Hans værk vidner om, hvor meget der kan udvindes af en smertefuld fortid. Ved at transformere smerten fra fordrivelse og tab til lagdelte, gesturale penselstrøg beviste han, at kunsten kunne fungere som en metode til at bearbejde det underbevidste. Denne tilgang var med til at flytte fokus i det amerikanske maleri mod et mere emotionelt og indre landskab. Hans tilstedeværelse i midten af det 20. århundredes kunstscene var med til at definere en periode, hvor selve maleriakten blev en måde at udforske identitet og eksistens på.

• The Liver is the Cock's Comb (1944)
• Waterfall (1943)
• The Betrothal II (1947)
• One Year the Milkweed (1944)

Hvor man kan opleve hans værker i dag

For at se de fysiske spor af hans penselstrøg kan man rejse til Washington, D.C. Hans malerier er bevaret i National Gallery of Art og findes også i Kreeger Museum. Disse samlinger giver en unik mulighed for at observere den måde, han lagde pigment på, og de specifikke, gesturale mærker, som han efterlod på lærredet.

I andre dele af verden er hans tilstedeværelse stadig mærkbar i betydningsfulde samlinger. Centro de Arte Moderna Gulbenkian i Lissabon huser hans værker, og Buffalo AKG Art Museum er stedet, hvor man kan finde The Liver is the Cock's Comb, et værk fra 1944. At se disse værker i virkeligheden giver mulighed for et tættere blik på de flydende linjer og den måde, farverne smelter sammen på.

• The Liver is the Cock's Comb (1944)
• Vale of the Armenians (1944)